DET ER FOR BØRN...

Spaghetti- og hotdoggudstjenester o.m.m er for børn i alle aldre

KONFIRMATION

Store Bededag og Kristi Himmelfartsdag er konfirmationsdage

DER SKER EN MASSE...

Kom og se en god film-eller hør et spændende foredrag

Uncategorized

Sensommerudflugt

Årets sensommerudflugt går til Middelfart og omegn. Det er tirsdag d. 18. september, og der er afgang fra Tommerup kirke kl. 13.00, fra Mission Afrika Genbrug kl. 13.05 og fra Torvet i Tommerup St. kl. 13.15.

Turen går først til keramikmuseet CLAY, der ligger lige ved Kongebroskoven i Middelfart. Her skal vi se det spændende museum og den aktuelle udstilling, der har fået navnet “Keramiske veje 2018 – sammen og hver for sig”. Vi får først en introduktion til museet og udstillingen og går derefter rundt og ser de smukke keramiske værker.

Fra Middelfart kører vi ad smukke fynske småveje til Føns, hvor sognepræst Vita Andreasen venter os med kaffebord i præstegården. Her vil Vita også fortælle om sit arbejde med “Kirken på landet”, og desuden tager hun med os til en af “sine” kirker, Husby kirke, og fortæller om denne flotte og særprægede kirke.

Endelig går turen hjemover ad flere smukke vestfynske veje. Vi regner med at være tilbage i Tommerup kl. 18.

Tilmelding senest fredag den 14. september på 64 76 12 54. Pris 250 kr., som betales på sensommerudflugten.

Ved spaghettigudstjenesten tirsdag den 29. maj kl. 17.30 i Tommerup kirke kommer det til at handle om historiens første superhelt, David!

Vi får besøg af Tine K. Skau og Lisa Balle, der vil opføre forestillingen “David” for os, – en spændende historie for hele familien. Det bibelske eventyr om hyrdedrengen David, der blev konge, fascinerer stadig. Den 3.000 år gamle fortælling om verdenshistoriens første superhelt har derfor været et naturligt udgangspunkt for Tine og Lisa, der har lavet mange musikalske forestillinger sammen.

”David var stor i slaget, stor i livet og havde en nærmest hypnotisk effekt på folk. Han erobrede kongemagten fra sin bedste vens far. Han var sin tids største hærfører og militære strateg. Han var diplomatisk og politisk ophavsmand til et samlet Israel. Han havde seks hustruer, men elskede kun Batseba, der var gift med Urias. David er intet mindre end en superhelt i krig og kærlighed”, fortæller Tine Skau, der har stået for manuskript, instruktion og scenografi til ”David”.

Efter spaghettigudstjenesten i kirken spiser vi spaghetti og kødsovs i sognehuset. Det er for alle, og det er ganske gratis! Kom og vær med!

Fyraftensandagt, pizza og

På vej mod OL

Onsdag den 18. marts er der fyraftensmøde i Tommerup kirke og sognehus. Vi starter med en kort andagt i kirken kl. 17.30. Derefter spiser vi pizza i sognehuset, og så fortæller Søren Simonsen fra Tommerup om “På vej mod OL i Tokyo”.

Lokale Søren Simonsen er ansat som OL chef i Danmarks Idræts Forbund. Dermed står Søren med det formelle ansvar for hele den danske OL delegation frem mod og under OL i Tokyo 2020. Søren vil give et førstehåndsindblik i planlægningen af OL i Tokyo, hvor bl.a. bæredygtighed, højteknologi, varme og luftfugtighed er nogle af de emner, der har særlig fokus.

Påske andagt og Kirkevandring

Søndag den 2. april kl. 9 til ca. 14 .

  – et samarbejde mellem de fire sogne i den gamle Tommerup kommune: Verninge, Brylle, Tommerup og Broholm. Den nyeste ide, vi gerne vil prøve af, er en vandring fra Broholm kirke til Brylle kirke. Vandringen vil altså komme til at finde
sted 2. påskedag, den 2. april. En af teksterne til 2. påskedag er beretningen om vandringen til Emmaus. Om to vandringsmænd, der kort efter Jesu opstandelse går af sted til Emmaus. Undervejs taler de om forskellige spørgsmål, om indtryk fra de forgangne dage i Jerusalem og om, hvor skuffede de er over, at Jesus er død. Heldigvis slutter en tredje vandringsmand sig til dem og blander sig i deres samtale, hvilket fuldstændig forandrer de tos verden. For det er den opstandne Jesus, der slår følge med dem, og da bliver håbløshed vendt til håb, og de kan frimodigt gå videre ad den vej, der er deres. Om det er påskens budskab, vi taler med hinanden om, når vi vandrer af sted, eller det er det gryende forår eller højtidens familiefrokost, det afgør den enkelte, men vi begynder med en påskeandagt i Broholm kirke, og vi slutter af med en i Brylle kirke. Vi får noget at gå videre på ad den vej, der er vores. Vi begynder kl. 8.30 med rundstykker i menighedshuset ved Broholm kirke. Kl. 9.00 er der andagt i kirken v/Dorthe Terp Dahl. Derefter begynder vandringen, der er på 6-7 km. Der vil være stop undervejs med en snack/lidt at drikke og toiletmulighed. Der vil også blive mulighed for videretransport med bil for deltagere, der ikke kan gå så langt. Ved ankomsten til Brylle mellem ca. kl. 12.30 og 13 er der en let frokostbuffet klar. Kl. 13.30 afsluttes med en andagt i Brylle kirke. Der kræves ikke tilmelding, og det er gratis at deltage.

Babysalmesang

Babysalmesang i Broholm Kirke

• – Starter 31/8 kl. 9.15 og er for forældre med spædbørn i Tommerup-Broholm og Brylle sogne. Det er et tilbud om at komme i Broholm Kirke og synge-, danse- og gynge salmer og børnesange med deres børn i alderen 0 – 8 mdr.
Musikalsk samvær med de helt byder på nærvær og intensitet og det er med til at udvikle børnene mentalt og følelsesmæssigt. Der er også plads til en ammetår eller bleskift, hvis det er det primære behov.
• Børnene er meget koncentrerede og lyttende, husker meget hurtigt et forløb og viser hurtigt genkendelse og forventningens glæde.
Der kræves ingen forudsætninger! Alle kommer med den stemme de har og bliver mere fortrolige med den stemme, de måske ikke bruger så meget og derfor ikke kender så godt. Vi lærer mens vi gør tingene.
• Underviser er Ingvil Bjaastad, som er uddannet sanger og musikpædagog fra Det Fynske Musikkonservatorium.
• Hvor og hvornår
• Tilbudet er sat til at strække sig over 10 gange, hver torsdag kl. 9.15 fra den 31/8. Vi laver musik sammen de første ca. 45 min, hvorefter vi slapper af sammen, med en kop kaffe og en ammetår i sognehuset. Sidste gang bliver lørdag formiddag den 4/11, hvor vi har afslutning med sognepræst Annette Kjær Jørgensen.
Tilmelding
Det er gratis at deltage, men det kræver tilmelding. Vi begrænser holdet til max.10 deltagende børn med en forælder. Tilmelding kan ske til kirkesangeren på tlf: 29387438 eller pr.mail på mail@ingviil.dk. Tilmelding sker efter ”først til mølle” princippet.

Ingvil Bjaastad
Sanger og musikpædagog

Mini-konfirmand-gudstjeneste

21. juni kl. 17:00 i Tommerup Kirke

I løbet af foråret har 35 mini-konfirmander været på opdagelse i og omkring Broholm kirke. Denne herlige flok af “3.-klasser” fra Tallerupskolen er hver torsdag eftermiddag mødtes med Aase, Karen, Annette, Rasmus og Svend, og det har vist alle haft stor fornøjelse af. Minierne har bl.a. lavet deres egen mini-konfirmandbog med flotte billeder, og så har flokken også været på udflugt. Den gik til Domkirken i Odense, hvor billedet herover er taget, og til Tommerup kirke og præstegård. Torsdag den 15. juni er det 8. og sidste gang, minierne mødes, og da skal de på skattejagt. Og hele forløbet slutter vi af med en mini-konfirmand-gudstjeneste (for alle årets mini-konfirmander i Tommerup og Broholm sogne og deres familier). Det er i Tommerup kirke onsdag den 21. juni kl. 17! Efter gudstjenesten spiser vi sammen, og så bliver der også et hyggeligt familieløb i præstegårdshaven.

Konfirmation i Broholm kirke

Traditionen tro er der konfirmation i Broholm kirke Store Bededag. I år er det fredag den 27. april, hvor Svend Faarvang ved gudstjenesten kl. 9 konfirmerer “sine” 24 konfirmander, mens Annette Kjær Jørgensen ved gudstjenesten kl. 11 konfirmerer “sine” 20 konfirmander. Det skal nok blive festligt.

Kirkegårdsandagt på Broholm Kirkegård

FREDAG OP TIL PINSE: Fredag d. 2. juni kl. 16.30 er der kirkegårdsandagt på Broholm kirkegård. Vi har gjort det før påske og før jul i 2016 – op til højtiderne, hvor der kommer en del på kirkegården for at se til deres kæres grave. Her i 2017 bliver det op til pinse, hvor solen forhåbentlig skinner, og det er lidt lunere i vejret. Vi inviterer til salmesang og nogle ord om Guds livgivende ånd, om sjælesørgeren fra det høje, der ”trøster over alle tab”, der gør Gud nærværende for os i vores sorg og savn. Efter andagten byder Broholm menighedsråd på en kop kaffe/ the og lidt sødt i menighedshuset. Alle er velkomne.                 Annette Kjær Jørgensen

Konfirmandturen til København 12. april 2018

En dejlig tur med konfirmanderne til København.

Tidligt om morgenen d.12. april tog vi af sted  til Roskilde og København med konfirmanderne fra Tommerup sogn og Tallerup sogn. Vi så Roskilde Domkirke og hørte om de fsk. konger, der er begravet der – bl.a. Christian d. 4.

I København så vi Amalienborg, Marmorkirken, Christiansborg, hvor Jane Heitmann viste os rundt og vi overværede en spørgetime om overenstkomstforhandlingerne.

Vi var oppe i Rundetårn for at skue ud over København fra oven af, vi var i Vor Frue Kirke, Marmorkirken og besøgte Folkekirkens Nødhjælp – og vi spiste dejlig mad på Dalle Valle.

En meget hyggelig dag med mange gode oplevelser.

En hyggelig påskevandring med 0. klasse fra Tommerup skole.

Som indledning til påskeferien var 0. klasse fra Tommerup skole i dag på besøg i sognehuset og Tommerup kirke, for at høre om palmesøndag, skærtorsdag, langfredag, påskedag og 2. påskedag. De sang hosianna, gik tur på påskedugen oppe i kirken, fik vasket fødder, så små film om Snappers møde med skærtorsdag og langfredag, satte gule påskeliljer på korset og var ude og finde påskeæg. det var en dejlig formiddag.

Tak for besøget 0. klasse.

 

Broholm

Tommerup

Kirkebilen tlf. 64 75 12 00 - senest dagen før


kirkeblade

Nu kan du læse nye og ældre Kirkeblade fra hjemmesiden.
Link til Kirkebladet!





krusefiks